 |
|
|
|
|
|||||||||||||||
|
|||||||||||||||||||
|
|
|||||||||||||||||||
|
Copyright © 2005 |
|||||||||||||||||||
|
|
|
|
||||
 |
|||||||
|
Af Jesper Sørensen
Morrisseys anden koncert på Roskilde Festival var en ren sommerfest. Da han gik på Orange Scene klokken 19.00 fredag aften, skinnede solen gennem de spredte skyer. Og Morrissey og hans fem mand store band leverede varen fra første tone. ”Panic” er en forbasket effektiv måde at åbne en koncert: ”Hang the d-jay, hang the d-jay”, syng-med-omkvæd på en sommerdag, og der var mere, meget mere hvor det kom fra. Bandet spillede tæt med tilpas skarpe kanter anført af en bredt smilende Boz Boorer, og Morrissey er stadig verdens bedste sanger. Kontrasten til hans Roskilde-koncert i 2004 var tydelig: Dengang spillede han i et tætpakket Arena-telt på en regnvåd mørk aften. Det gav en mere intens atmosfære, men man skulle være et skarn, hvis man klagede over en vidunderlig fest. I øvrigt er det pudsigt at opleve, at en stigende del af Morrisseys publikum er for unge til at kunne huske The Smiths, og at de jubler mest over sangene fra de to seneste skiver. Intet kunne overgå jublen over ”Irish Blood, English Heart”. Der var ingen overraskelser i det fremragende sæt, der kun kan kritiseres for at være lidt for kort. En time og fem minutter blev vi spist af med, og et par ekstranumre fra det bugnede bagkatalog kunne de godt have givet os ældre fans. Der er trods alt et lys, der aldrig går ud, og det bliver vi aldrig trætte af at høre. Mere vil have mere – kom snart igen Moz!
Mørkets mester
BT har fem stjerner til koncerten under overskriften ”Mageløse Morrissey”: ”Når koncerten var mere sammenhængende end tidligere, er det fordi, Morrissey efterhånden har skrabet så mange gode solonumre sammen, at de ikke blegner hver gang, han spiller en sang fra de glade dage i The Smiths.” Anmelderen har også bemærket det brede publikum: ”Midaldrende Morrissey favner allerede to generationer af fans, og som det går i øjeblikket, gafler han med garanti én til.” Jyllands-Posten har noget overraskende ros til en meget slidt Bob Dylan uden guitar (forestil dig John Wayne uden cowboyhat!) og skælder ud på Morrissey. ”Han spillede nemlig alt for mange af sine nye numre, der svinger meget i kvalitet, mens han slet ikke var gavmild nok med det store bagkatalog af sange fra tiden i The Smiths og solokarrieren.” Politikens anmelder giver fire ud af seks hjerter for ”en lidt for svingende koncert, der trods indlysende højdepunkter også rummede kedsommelige passager med rumlende, rutinepræget guitarrock. Sådan kan det gå, når man placerer mørkets, bitterhedens og den kulsorte humors mester i knaldende solskin.” Han fremhæver sange som ”Girlfriend In A Coma” og ”I Will See You In Far-off Places”, og han roser det slipseklædte band: ”Morrisseys naturligvis ulasteligt klædte band leverede distinkt, smagfuldt og elegant medspil og fik efterhånden trukket den vist lidt trætte og modvillige sanger med den fortsat uhørt smukke sangstemme ind i musikken.”
Ny guldalder Også Ekstrabladets anmelder har fire ud af seks stjerner under overskriften ”Solskinsmelankoli”, men er i øvrigt dybt uenig: ”Hans lidt ordinære band bliver aldrig undertegnedes kop yndlingste, men de gjorde det faktisk betydeligt bedre end vanligt”, skriver han. Anmelderen var glad for, at han denne gang spillede på Orange Scene – ”oven i købet i et solskin, der sjældent finder vej til hans tekster. Og selv om Roskilde stort set ikke har smat i år, får den beskidte del af festival-livet alligevel en kommentar med på vejen: ”Life Is A Pigsty har vel sjældent været sunget i mere passende omgivelser. Med aftenens performance og Morrisseys to seneste udspil in mente virker det faktisk, som om manden er på vej mod sin anden guldalder. Og det siger ikke så lidt.” Gaffa giver fem ud af seks stjerner. ”Der er kommet noget mildt og afklaret over den ellers hvasse og sarkastiske brite, men det var tydeligt en Morrissey i topform, vidunderligt syngende med sit karakteristiske croon, og bakket op af et band, der godt nok ikke har en Johnny Marr, men som er tight og varrieret.” Anmelderen konkluderer, at kvaliteten i Morrisseys sangskrivning er så stærk nu som nogensinde. Og det jo heller ikke så lidt....
Se MTV’s optagelse af tre af sangene på http://www.mtve.com/article.php?ArticleId=6375
Sætlisten:
”Panic” ”First Of The Gang To Die” “The Youngest Was The Most Loved” “In The Future When All Is Well” “The Father Who Must Be Killed” “Girlfriend In A Coma” “Let Me Kiss You” “To Me You Are A Work Of Art” “I Will See You In Far-off Places” “At Last I Am Born” “You Have Killed Me” “Life Is A Pigsty” “I Just Want To See The Boy Happy” “How Soon Is Now?” “Irish Blood, English Heart”
Denne artikel blev bragt i Vejle Amts Folkeblad den 7. april 2006:
Rejsen går til Nørdland
Én mand fik 300 mennesker til at samles en torsdag aften i København. Og han var der ikke engang selv
Af Jesper Sørensen, VAF-journalist og redaktør af www.thesmiths.dk
Kald mig bare nørd. Hvis du altså synes, det er nørdet at køre hele vejen fra Vejle til Lille Vega i København - blot for at fejre udgivelsen af en ny rockplade. Og hvis du synes, det er nørdet at se en koncertfilm på biograflærred, mens man klapper og pifter mellem sangene. Men jeg er trods alt ikke alene. Cirka 300 menneskesjæle var samlet til release party for ”Ringleader Of The Tormentors”. Det nye album fra Morrissey. Hvis du ikke ved, hvem det er, skal jeg hjertensgerne give dig et lynkursus: Han er englænder og sin generations største sanger og sangskriver, hvis du spørger mig.
Menigmands band Født Steven Patrick Morrissey for snart 47 år siden i Manchester, en regnvåd og dengang mere rå arbejderby, hvor han ofte trak sig tilbage til sit værelse for at spille plader med tressersangerinder som Sandie Shaw og glamrockere som David Bowie og T.Rex. Når han da ikke læste Oscar Wilde og Shakespeare og så film med James Dean. Eller skrev digte og essays, mens han drømte om at blive rocksanger eller journalist. Den på én gang sky og karismatiske Morrissey blev frontfigur i The Smiths. Hvis du ikke ved, hvem det er, så kender du måske Radiohead, Suede, Oasis, Blur, Pulp, Kaiser Chiefs, Travis, Loveshop, Gangway og Jeff Buckley. Eller nogle af de mange andre musikere og forfattere, som står i dyb gæld til The Smiths. Fordi bandet gik imod strømmen med guitarbaserede popsange og intelligente tekster om alt fra ensomhed og skodjobs til protester mod at slå børn eller at spise dyr. Man kunne godt føle sig underholdt af Duran Duran eller Spandau Ballet, men dem kunne ingen identificere med. The Smiths var menigmands band. Socialrealisme renset for klicheerne og tilsat masser af humor og genial lyrik.
Moz-frisure På Lille Vega får jeg øje på Morrissey. Eller rettere, en mand med Morrissey-t-shirt og samme frisure: Kort i nakken og siderne og med bakkenbarter og en rockabilly-tot i toppen. Ham her hedder Per Fjællegaard, og med sine 38 år er han et godt eksempel på den ene type fan, der dominerer denne nørdede aften. - The Smiths har betydet rigtigt meget for mig. Jeg var teenager i 80erne, og de var med til at give identitet og tilhørsforhold til alle os, som følte os anderledes. Morrissey er den største poet, der findes. Musikken er soundtracket til vores liv, siger Per Fjællegaard. Han er her sammen med kammeraterne Jacob Yttesen og Henrik Tufveson på 35 år. Unge mænd på min alder, som kan huske, da sangen ”Heaven Knows I’m Miserable Now” blev udgivet i 1984.
I den store gryde Den sang ramte mig som et hammerslag med Johnny Marrs ringlende guitar og Morrisseys tilsyneladende afgrundsdybe tekst: I was happy in the haze of a drunken hour/ but heaven knows I'm miserable now/ I was looking for a job, and then I found a job/ and heaven knows I'm miserable now - Jeg ville pissegerne have et job, men da jeg så fik ét i et supermarked, var jeg virkelig træt af at have det. Så jeg klippede teksten ud og hængte den op på min opslagstavle, indtil jeg fandt et andet job, fortæller Jacob Yttesen. - Der er en sang til alle forhold i livet, supplerer Henrik Tufveson, og Per Fjællegaard tager begejstret over – Ja! Èn til kærlighedsforholdene, den første kæreste og det at være alene. Det hele er med. På trods af titlen var det ikke en entydigt trist sang, og der er tit en dobbelthed i teksterne. Mange ikke-fans dømmer hurtigt musikken som mørk og depressiv og siger duer-ikke-væk. Men det svarer til at afvise alle film, som er dybere end ”Politiskolen 7”. Thi nogle af os har brug for at få rørt i den store gryde med følelser engang imellem. At gyse, græde og grine. At juble højt eller tænke dybt. Det hører med til at være menneske, hvad enten man er til tudefilm, murstensromaner, fodbold eller opera. Og jeg kan godt lide sangenes budskab om retten til ikke altid at følge med strømmen. In my life/ why do I give valuable time/ to people who don't care if I live or die?
Send mig din pude Der skal nok være skolelærere eller arbejdsgivere, som er træt af, at vi tog det budskab til os. Der skal også nok være dem, der synes, at nutidens purunge er lige så umulige. Hvilket bringer mig frem til den nye generation af Morrissey- og The Smithsfans. Jeg kan nemlig forsikre om, at fantræffet ikke kun var for firserhoveder klædt helt i sort med Morrisseys ord I wear black on the outside/ Because black is how I feel inside i baghovedet. For det første oplever jeg ikke os fans som mere depressive end resten af verden. For det andet kunne man også møde fans som 24-årige Stine Hoffmeyer. - Jeg har altid været fan af Pulp, og Morrissey blev tit nævnt i artikler om dem. Han har været en kæmpestor inspirationskilde for hele britpoppen, og det har mange unge efterhånden opdaget, forklarer Stine Hoffmeyer. Hun var til release party med Pia Sandra Ernst, Louise Skov Andersen og Anders Wahlstrøm. Tre andre danskere i segmentet unge og smukke, som hylder Morrissey. Manden, der humoristisk udnævnte sig selv til the last of the famous international playboys. Som lover os, at der er et lys, der aldrig går ud. Og som bragte poesien tilbage i poppen: Send me your pillow/ the one that you dream on/ and I’ll send you mine. Rejsen til Nørdland går gennem dine drømme. Hvad drømmer du om?
Roser med få torne til Morrissey
De danske anmeldere har mange roser med nogle få torne til ”Ringleader Of The Tormentors”, som også har fået mange begejstrede ord med på vejen i udlandet. Mest begejstret herhjemme er Weekendavisens anmelder, som kalder albummet ”endnu et stort gennemarbejdet mesterstykke fra den sene Morrissey, som er en af de få sangere, der uden at falde igennem kan bære nok så svulstige tekster om eksistentielle kriser, om at mærke døden puste i nakken og om at mærke efter, hvor hjertet engang var, uden at kunne finde noget.” Det er store ord, og der er mange flere af dem: ”Morrissey er en stor sanger og sangskriver. I munden på de fleste var denne storladne samling blot blevet afsættet for en ulidelig og selvopslugt offerrolle, men han mestrer en totalt blottet følsomhed og en brav vilje til at stå ved sine kriser i sangene, som rejser Morrissey milevidt over alle andre bekendende og humørsyge rockpoeter.” Politiken giver albummet fem ud af seks hjerter under overskriften ”Rockens elegantier”. Anmelderen kalder ”Dear God Please Help Me” en af Morrisseys bedste sange nogensinde på et album, ”der ellers med veteranen Tony Visconti ved roret fører os tilbage til de tidlige halvfjerdseres glamrock med David Bowie anno ”Diamond Dogs” som en indlysende reference. Men Morrisseys evige pessimisme og weltschmerz lader sig ikke knægte, og han hælder gerne let bitre dråber ud over ellers stilistisk funklende flotte sange som rockeren ”You Have Killed Me”.” Anmelderen fokuserer på, at kærligheden stærkt og nu endda har fået et kødeligt udtryk. Og han slutter sin anmeldelse med konstateringen ”Tænk, at et sortsynet spøgelse kan tilføje én så mange grin og så meget glæde.” Samme karakter giver BT, der understreger, at Morrissey for længst har nået samme højder som The Smiths. Der er ros til alle sangene og især ét: ”Ikke siden »The Thrill Of It All« fra Roxy Musics 1974-mesterværk »Country Life« har jeg hørt et så forskruet, bombastisk, dramatisk og samtidig fantastisk iørefaldende startnummer som Morrisseys »I Will See You In Far Off Places«.” Information præsenterer sangeren som ”en dejlig mopset ener, denne efterhånden 46-årige, som sammen med gruppen The Smiths nærmest egenhændigt opfandt indie-rocken i 1980'erne”. Produceren Tony Visconti roses for at have tilført ”Morrisseys ind i mellem noget monokrome klangunivers et hav af farver, og pladen myldrer med labre detaljer, hvilket ikke mindst skyldes en række særdeles opfindsomme arrangementer. Så selv om Morrisseys band efterhånden tæller ikke færre end tre guitarister og en keyboardspiller udover den faste rytmegruppe, er pladen både raffineret og taktil, og brølet fra de tre guitarer er brugt med omtanke.” Til sidst i artiklen er der en lille hilsen til alle skeptikere: ”Har De deres tvivl mht. denne Morrissey, vil De ikke andre steder i hans omfangsrige bagkatalog finde ham så imødekommende, elskelig og ligetil som her. Lige til at spise, faktisk. En overraskende veltillavet og indbydende plade fra gode gamle Gnavpot. Hvem skulle nu have troet det?” I Berlingske Tidende er det tilsyneladende anmelderen, som er mopset. Han giver blot tre ud seks stjerner, og konkluderer ud fra teksterne, at Morrissey er sprunget ud som bøsse: ”Det klæder ham faktisk ikke at være lykkelig, hvor meget man end under ham det. Hans lyrik bliver mere banal, mere almindelig. Og hans mangeårige musikalske partnere, guitaristerne Boz Boorer og Alain Whyte spiller og arrangerer ganske, ganske kedeligt.”
Hos Gaffa, som også byder på et interview med manden, gives der fem ud af seks stjerner. Ifølge anmelderen er albummet blandt Morrisseys bedste og bedre end bedrifterne i The Smiths: ”Denne mand synes simpelthen – og modsat de fleste andre rockkunstnere – at blive bedre, som hårene grånes. Det gælder ikke mindst lyrisk, hvor han med en linie som ”I entered nothing, and nothing entered me, until you came with the key” synes at lægge afstand til fortidens kynisme i samme bevægelse, som kærligheden favnes”. I Ekstra-Bladet får manden fire ud af seks stjerner, og anmelderen drømmer sig tilbage til 80erne, samtidig med at han roser det forrige album: ”De gode takter fortsætter på ”Ringleader Of The Tormentors” uden dog helt at nå fordums højder. Der udtrykkes skuffelse over sangene ”You Have Killed Me” og ”The Youngest Was The Most Loved” og glæde over ”ikke mindst den over syv minutter lange, opulente showstopper ”Life Is A Pigsty” samt ”At Last I Am Born”, der på smukkeste vis lukker og slukker”. Jyllands-Posten giver også fire ud af seks stjerner - under overskriften ”Irriterende skuffelse”. Anmelderen roser ellers teksterne, Morrisseys stemme og samarbejdet med Ennio Morricone. ”Derimod trækker det meget ned, at holdet af spillemænd omkring Morrissey er så irriterende professionelle: De kan både spille knastør glam- og glitterrock, strejfe The Smiths-lyden, levere et hæderligt radio- og singleudspil som ”You Have Killed Me” og i øvrigt løse enhver opgave, som de får stillet. Men de bidrager aldrig med det enestående, der burde være en selvfølge i selskab med en væsentlig kunstner som Morrissey”, skriver anmelderen. Der er fire ud af seks til Morrissey i Fyens Stiftstidende, som kalder ham ”en hudløs mestercrooner” og mener, at albummet ”understreger, at den tidligere The Smith-forsanger holder fast i sin genfundne storform, selv om hårene bliver stadig mere grå.” Anmelderen hylder teksterne, og ”musikalsk er det den samme pågående melankolske rock, der kendetegner albummet. Med ganske enkelte virkemidler får han sine skarpt skårede sange til at boble af dramatik og inderlighed.” Han synes dog, at ”You Are The Quarry” var en tand bedre. Og i Vejle Amts Folkeblad giver redaktøren af www.thesmiths.dk fem ud af seks vinkler og slutter anmeldelsen med dette råd til læserne: ”Køb »Ringleader Of The Tormentors«, hvis du vil overbevises om, at der stadig er glød og smertelig nødvendighed i Morrissey. Eller hvis du vil høre, hvorfor alle fra Oasis, Suede og Blur til opkomlinge som Kaiser Chiefs og The Killers hylder denne mand. Det manglede da bare”.
Hør Morrisseys nye sange, se en koncertfilm på det hvide lærred og mød andre fans. Bedre kan det næsten ikke blive, og både København og Århus fejres udgivelsen af albummet ”Ringleader Of The Tormentors”. Skiven kan købes fra mandag den 3. april, men allerede torsdag den 30. marts kan du høre alle sangene i Lille Vega i København.
Dørene åbnes klokken 20, og klokken 21 vises koncertfilmen ”Who Put The M In Manchester” som led i Natfilmfestivalen. Filmen viser Morrisseys fantastiske comeback i Manchester for knap to år siden, og efter filmen spilles ”Ringleader Of The Tormentors” i sin helhed. Det er kræs, tør vi smuglyttere godt at love! Samme aften udsender Gaffa sit aprilnummer med Morrissey på forsiden og et stort interview inde i bladet. Desuden gør flere DJ’s deres til, at det bliver en festlig torsdag.
Bag arrangementet står distributions-selskabet Target samt Gaffa og NatFilm. Og jyderne skal ikke snydes, så NatFilm viser også ”Who Put The M In Manchester” på biograflærred i Århus. Det sker tirsdag den 4. april i Voxhall. Filmen vises klokken 21. Det koster 90 kroner at være med i Lille Vega og 80 kroner i Voxhall. Billetter kan købes ved døren eller gennem www.billetlugen.dk Viva Morrissey!
Af Jesper Sørensen, 7. februar 2006
Han har skrevet store sange om mismod, og menigmand opfatter Morrissey som en mand med meget triste tekster. Det er langt fra hele sandheden, for der har også altid været humor og livgivende poesi i Morrisseys univers. Alligevel er det overraskende, når han ifølge pladeselskabet Attack er nærmest lykkelig på sit kommende album ”Ringleader Of The Tormentors”. Og hvordan kan man ellers tolke sanglinien The infirm, the newborn, the stillborn, take people from Pittsburgh Pennsylvania, take anyone, just spare me? Udover flere strejf af lykke peger Attack også på, at Morrissey synger mere direkte om sex end tidligere. Som når han i sangen ”On The Streets I Ran” hævder: There are explosive kegs between my legs.
Mere spade Morrissey har skrevet numrene sammen med de faste legekammerater Jesse Tobias, Alain Whyte og Boz Boorer. Attack beskriver musikken som a savagely alive record, som er langt mere rocket og direkte end forgængeren ”You Are The Quarry” fra 2004. Det er ikke overraskende, når han læner sig op ad musikere med rockabilly i bagagen og har hyret legendariske Tony Visconti, der tidligere har produceret David Bowie og glamrockens konger T. Rex (og senest Kashmir). Oven i hatten kan vi vente sange om faderens død (”The Father Who Must Be Killed”) og ung psykopati (”The Youngest Was The Most Loved”). Morrissey har ikke helt forladt de mørke emner…
Romersk ballade Og så er der filmmusikkens ukronede konge, den 77-årige italiener Ennio Morricone, som er en højst overraskende gæst på albummet. Morricone stod bag musikken til film som ”The Good, The Bad & The Ugly” og ”Once Upon A Time In The West”. Denne gang har han arrangeret den symfoniske Morrissey-ballade “Dear God Please Help Me”, der beskrives som en let-om-hjertet gåtur gennem Rom, hvor sangene er indspillet. Albummet udkommer den 3. april, og ifølge de få, som har hørt skiven, er det en af Morrisseys største præstationer. Det siger ikke så lidt, og ventetiden er nærmest uudholdelig.
Trackliste for ”Ringleader Of The Tormentors”
I Will See You In Far Off Places Dear God, Please Help Me You Have Killed Me The Youngest Was the Most Loved In the Future When All’s Well The Father Who Must Be Killed Life is a Pigsty I’ll Never Be Anybody’s Hero Now On The Streets I Ran To Me You Are a Work of Art I Just Want to See the Boy Happy At Last I Am Born
Singlen ”You Have Killed Me” udkommer den 27. marts. I Danmark distribueres Morrisseys kommende udgivelser af Target Distribution ApS i samarbejde med Attack / Sanctuary Records. ”Ringleader Of The Tormentors” er Morrisseys ottende soloalbum.
Den norske succesforfatter Frode Grytten har skrevet denne øjenvidneskildring fra Morrisseys koncert i Manchester i maj 2004. Morrissey spillede efter en meget lang pause i sin fødeby – oven i købet på sin 45 års fødselsdag. Teksten er oversat og bringes med forfatterens tilladelse. Den engelske patient i ÅH MANCHESTER. Denne by har så meget på samvittigheden. Cottonopolis. Rebelbyen. Verdens første industriby. Pophovedstaden. Madchester. Manchester, England, England. Hvor det altid regner. Der regnede engang penge, pund, profit. Den fugtige luft gjorde stedet ideelt for tekstilindustrien. Regnen skabte grobund for spinderierne, fabrikkerne, maskinerne, fattigdommen, rigdommen, klasseskellet. Så tag med ud i aften. Det er lørdag aften, og Morrissey er hjemme igen. ii DEN 22. MAJ 2004 KLOKKEN 21.07 kom han endelig. Tidspunktet fik en journalist til at sammenligne med køreplanen for British Rail. Morrissey tøffede ind kraftigt forsinket, omkring tolv år for sent. Han havde ikke spillet i hjembyen siden 1992. Dette var hans fødselsdag. Han var kommet hjem på fødselsdagen. Koncerten på Men Arena var udsolgt på få minutter. 15.000 var der for at tage imod. En aften til at mindes? En aften til at åbne øjne? Mit livs lykkeligste dag var den 21. maj 1959, har Morrissey selv sagt i interviews. Det var dagen før, han kom til verden på Davyhulme Park Hospital. Sidste i dag mors mave. Sidste dag med lidt lykke. iii MEN TAG MED I AFTEN. Denne aften er der ophold. Himmelen over Manchester ser ud som om den har tunge tømmermænd. Byen har migræne, hele registeret af gråtoner flimrer for øjnene. Men det regner ikke, det øser ikke ned, så hvis du vil se, hvis du vil se lys, så tag med. Aftenen er fortsat ung. Tja, aftenen er måske midaldrende, men pyt, Manchester United har vundet pokalen i dag, og Morrissey er hjemme igen. Tag med over Albert Square, forbi Blackfriars, op mod den gamle Victoria Station. Nogle solstrejf bliver reflekteret fra floden Irwell og danser over den rustne jernbanebro. Der lugter af pis, der lugter af friturestegt mad, der lugter af triumf. Det er lørdag aften, og Morrissey er hjemme igen. iv STOP MIG HVIS DU har hørt den her før. Steven Patrick Morrissey blev født med en vinylsingle, der hvor hans hjerte skulle være. Måske var det Marianne Faithfuls ”Come Stay With Me”? Uanset hvad, så har han siden været hundred procent trofast. Popmusik har været hans kald. Popmusikken har været hans eneste sande kærlighed. Han kunne have blivet sygehusportør som sin far. Bibliotekar som sin mor. Han blev verdens mest utænkelige popstjerne. Hjemme i Manchester lo de af ham. Steve The Nutter. En påskelilje blandt de barske fyre. En romantiker blandt realister. De råbte efter ham, da han afslørede sine planer om at stifte et band: Gå hjem og skriv på din roman, Steven! v NU ER HAN HER. Blå habitjakke. Mørk skjorte. Blomster hænger fra bæltet som testikler uden på overalls. Morrissey hilser med hånden, som en rockens midaldrende statsmand. Han tager mikrofonen og sygner uden band: “Regrets, I’ve had a few, but then again, too many to mention”… Åh, Morrissey. Din stædige rad. Din udspekulerede fanden. Din flotte djævel. Så vælter han og bandet lige ind i ”First Of The Gang To Die”. vi EN DAG RINGEDE PRINSEN på døren hjemme i Stretford. Han hed Johnny Marr og var guitarist. Morrissey havde skuffen fuld af poptekster. Johnny Marr havde hovedet fuld af popsange. Sammen med trommeslageren Mike Joyce og bassisten Andy Rourke formede de The Smiths. Fire arbejderklassefyre med irske rødder, som i løbet af fem år pumpede popsange ud, som stod de ved produktionslinien på en Manchesterfabrik. Det var fem års himmelflugt. En musikalsk kilde sprang, en drøm åbnede sig, en vej du ville følge, som du aldrig havde kendt. De lavede sange, som var sure og søde på samme tid, sange som var sande og onde, rare og fine, sorte og hvide. Sange om at være sårbar, bange, vred, glad, fuld af lyst, længselsfuld, sange om at leve. Det var fem års nedstigning til helvede. The Smiths havde verdens bedste sange, men manglede opbakning. De var på et lille pladeselskab og endte med at gøre alting selv. Det kunne ikke vare ved. Det kunne ikke holde. vii ÅBNINGSSANGEN er ren hjemmesejr. Det lyser og blinker fra de fem meter høje bogstaver på scenen i Men Arena. MORRISSEY – MORRISSEY – MORRISSEY. Som om publikum skulle være i tvivl. Elvis er død! Morrissey lever! Manchester er pludselig ikke længere i sort og hvidt. Farver! Lys! Liv! Manchester er Las Vegas. Men Arena er The Strip. Morrissey kaster ikke svedige lommetørklæder til publikum. Han kaster svedige skjorter. Så snart en skjorte er våd af engelsk-irsk sved, tager han den af og smider tekstilet ud til folket. Efter alle disse år, sukker Morrissey. viii MORRISSEY HAVNEDE i eksil i Los Angeles. Uden pladekontrakt. Uden venner. Glemt. Efter The Smiths strejfede Morrissey rundt som en løs hund. Såret og bitter. Nogen kappede hans højrehånd af, da The Smiths kollapsede, og Johnny Marr ikke orkede mere. Nogen rev vinylhjertet ud. Kun et stort talent og ren viljestyrke fik solisten Morrissey til at komme op med nogle virkelig gode sange og et par suveræne album. Som om hans kærlighed til musikken var stor nok til at fremtvinge gode sange, der egentlig ikke var fuldbyrdede sange. Ligesom James Dean magtede at spille sig til Oscar-nomineringer, selv om manuskriptet og instruktionen stank. ix NU ER HAN TILBAGE. Morrissey er hjemme igen. Irsk blod, engelsk hjerte. Det føles naturligt at være tilbage på den engelske top ti!, råber han. Den nye single spyttes ud med en boksers aggression. Han har ikke resigneret. Han er ikke Phil Collins. Han er ikke Eric Clapton. Han vil ikke blive adlet. Aldrig. Han er nok ikke længere en vred, ung mand. Han er vred, midaldrende mand. Han er en bigmouth fra Manchester. Han slutter sangen med en obskur bevægelse. Mikrofonen gør jobbet. Up yours, England! x DET SKAL SIGES. Morrissey er ingen stor sceneartist. Han er for sky. Han er for meget rebel. Han er en mand, som siger nej. Han leverer ikke varen, ligesom denne verdens idol-dommere mener, at artister bør gøre. Han er Elvis uden oberst Parker. Han er ikke bange for nogen. Der findes ikke et regime, som kan købe eller sælge ham. Efter en forrygende åbning er det som om, koncerten driver hen midtvejs. En ny sang er ganske ordinær. Det minder om punk. Det minder om at blive narret. xi JEG TROR, MORRISSEY må have været i tvivl. Han var som Manchester. Midaldrende. Uden for sin tid. I vildrede. Margaret Thatcher havde lukket det nordlige England. Industribyen Manchester var havnet på museum. Musikbranchen havde gjort det samme med Manchester. Han sagde engang, at han ønskede at blive husket som Manchesters svar på atombomben. Men det var IRA, som bombede det halve af bymidten i 1996. Bombeangrebet var begyndelsen på en storstilet opbygning af den indre by. Nu er Manchester rehabiliteret ind i det konforme og lige ud af de kitchen-sink-film, som Morrissey elsker så højt. Nu sælger de Gucci til hinanden, drikker cappuccino med hinanden og klipper håret på hinanden. Folk her ser så sexede ud, siger han til den lokale avis. xii PÅ SCENEN ER HAN STADIG den lidt kejtede naboknægt. Han som kommer alene lørdag aften, han som danser alene, han som går hjem alene. Hans band ser ud som en cool rockabillybande. Et Vegas barband. Gelé i håret. Bakkenbarter. Stiligt tøj. Fyre som kunne have gjort sig på enhver pub eller scorested. Guitaristerne Boz Boorer og Alain Whyte har været faste samarbejdspartnere for Morrissey de sidste ti-tolv år. Alligevel er det som om, han optræder solo. Han er en kosmisk danser. Løsrevet fra bandet, fra Manchester, fra jorden. xiii OGSÅ MORRISSEY HAR arbejdet sig ud af sin klasse. Manchester er blevet en kosmopol og en shoppingby. Morrissey er blevet en dandy og et ikon. Der er lang vej fra rækkehuset i Stretford til villaen i Hollywood. Nu om dage kører han cabriolet og drikker te med Nancy Sinatra. Han er ansvarlig for Meltdown-festivalen i London. Oh, have you ever escaped a Manchester life?, har han sunget ved koncerter. Det er en lettere omskrivning af hans egen sang ”Reeder Meet Author”. Originalteksten er: Oh, have you ever escaped a shipwrecked life? Jo, han klarede det. Han lykkedes. Han gjorde det. Men var det ikke lettere at elske den vimsede, sky og nærsynede gut from those ugly new houses? Ham med sygekassebrillerne og høreapparatet. Han som irriterede alle og stak af på deres mors cykel. Jeg ved det ikke. Det slår mig bare. xiv DETTE ER DEN SØDE EFTERTID. Smagen af honning. Pludselig var det Morrisseys tid. Vi, som har fulgt ham hele vejen, tænker, at det er underligt. Han fyldte 45, og pludselig kom publikum til ham. Ikke til hans bedste arbejde. ”You Are The Quarry” er solid, men langt fra hans mesterværk. Så det gjaldt bare om at holde ud. Komme igennem det. Holde ud. Som han selv engang sang med The Smiths: You should never go to them, let them come to you, just like I do. xv FOLK MÅ HAVE GLEMT, HVORDAN en ægte stjerne ser ud. Hvor vigtig popmusik kan være. Hvor intelligent popsange kan blive smedet. I Manchester dedikerer han ”The World Is Full Of Crashing Bores” til Britney Spears. Det er, som om Morrissey kom ind på scenen for at dyppe alle andre artister under vandoverfladen et øjeblik. Alle de kedelige popstjerner, alle idol-konkurrencerne, alle hitliste-luderne. Han fisker dem op igen og hvisker dem i øret: Jeg er tilbage! Hører du? Jeg er tilbage. Det er ren hævn. Han er inde i varmen. Tilbage på hitlisterne. Morrissey, som altid har gjort det svært for sig selv. Morrissey, som har gjort tabet og faldet til selve drivkraften. Benzinen. Dopingen. At være manden udenfor. At luske rundt for sig selv. At gå ned for tælling på hjemmebane. xvi MORRISSEY FORTÆLLER med et lille, skævt smil, at han netop har fået at vide, at ”You Are The Quarry” har solgt syv eksemplarer for lidt til at være nummer ét på hitlisten. Syv eksemplarer! Typisk ham! Den evige taber. Men hva’ fanden? Som han selv har sagt: Det er så kedeligt at have verdensherredømmet, for hvad skal man egentlig bruge fritiden til? xvii HAN SKYGGEBOKSER I LOKALET. Grå ved tindingerne. Hagen endnu mere markant. Snart en ældre mand. Lidt senere i reaktionerne, rører sig mere langsomt, flyver stadig som en sommerfugl, stikker som en bi. Kraften er i ham, han synger bedre end nogensinde. Selv om han efter ”A Rush And A Push And The Land Is Ours” lakonisk siger: Ramte jeg tonen? Har jeg nogensinde ramt tonen? Han er en poet. Han er poeten, som elsker popmusik så meget, at han måtte blive popstjerne, uanset om han ramte tonen eller ej. xviii DENNE AFTEN er scenen for højt oppe. Denne aften har vagterne for veludviklede muskler. Det er umuligt at nå Morrissey. Det er et skår i glæden. Morrissey elsker at have publikum sammen med sig, elsker at de kommer op til ham, krammer ham, omfavner ham, viser affektion. Nogle få fans klarer det mod alle odds og får enorm applaus. En hånd når Morrisseys hånd. Morrissey forsøger at trække folk op. En elektricitet opstår. Kilowatt. Megahertz. Som om mængden har koblet sig på Morrissey. Nærkontakt af fjerde grad. Han kan være hadet af det store flertal, han kan være en folkefjende, han kan være en torn i siden på det kompakte flertal. Folk i salen elsker ham uden forbehold. Morrissey er hjemme igen, og de ved, at han er sårbar, suveræn, bange, stærk, lille. Han er den engelske patient, som behøver al den omsorg, han kan få. xix RUNDT OM HALSEN kan man skimte en sølvblank halskæde. Sandsynligvis står der indgraveret: 220559. Morrissey er hjemme igen, Morrissey er 45. Han er kommet hjem på sin fødselsdag. Jeg bliver 29 år i dag!, spøger han og smiler: Hvem bryder sig egentlig om fødselsdage? Men senere siger han højt, som en lille dreng, der har fået klassekammeraterne på besøg: Dette har været min bedste fødselsdag nogensinde. xx OG NÅR HAN SYNGER ”I Have Forgiven Jesus”, har han tårer i øjnene. Han kan ikke skjule det. Han synger om den unge gut, som går med aviser om morgenen, gennem regnen, gennem hagl. Med hjertet i hænderne. Da står han der oppe på scenen. Med det lille vinylhjerte i hænderne. Elsk mig, elsk mig, elsk mig. Han klandrer Jesus for, at han er så fuld af kærlighed, længsel, begær, men der findes ikke noget sted at placere kærligheden, når man lever i en verden uden kærlighed. xxi UNDTAGEN HER. Undtagen nu. I Manchester. 22. maj 2004. Resignation. Plaster. Medicin. Den engelske patient hviler. Så findes der alligevel en rejse hjem. En vej tilbage. Til fortiden. Til det som har været. Stretford. Davyhulme. Jernbroen. Albert Square. Drengeværelset. TV-serierne. Kitchen-sink-filmene. Vinylpladerne. Jeg er selv fortid, konkluderer Morrissey. Han har tilgivet Jesus. Han er hjemme igen. Hjemme. Så planter han fantomsmerten i os med den gamle Smiths-sang ”Shoplifters Of The World Unite”. Åh Manchester. Intet at svare for. xxii LØRDAG AFTEN, SØNDAG MORGEN. Jeg husker, at jeg vågner med følelsen af, at jeg må åbne vinduet. Der lugter indelukket. Hotellet var ærkeengelsk. Sødlig duft. Tæppe på alle gulve. En overblond receptionsdame. Sangene fra aftenen før kværner i mig. De nye sange. Ekstranummeret, ”There Is A Light That Never Goes Out”, hvor Morrissey gjorde korsets tegn, da han sang, at han ikke havde noget hjem. Jeg ville have de sange væk. Jeg ville skille mig af med dem. Jeg havde levet med dem for længe. De var for sande. De var for tæt på. De var for elskede. xxiii VÆRELSET PASSER TIL MORRISSEY. Dette trange værelse. Et soveværelse med indelukket lugt. Sangene er hans skriftemål fra dette værelse, og der findes ingen nødudgange. Har du hørt dem, er du fortabt. Har du hørt dem, er du reddet. Så kom jeg måske til Manchester for at slippe væk, for at se om der fandtes en flugtvej. Ud i den friske luft, ud i regnen, ud i lyset. Væk fra madosen, te-sipningen og den engelske plapren. Jeg lå der i sengen og tænkte: Jeg hader dig, Morrissey. xxiv SENERE, I FLYET, havde jeg en følelse af at være på vej væk. Jeg så Manchester glide væk under mig. Det var forbi. Jeg havde fundet en vej ud. Det var forbi. Jeg vidste, at det var forbi. Af en eller anden grund havde flyselskabet opgraderet mig. Jeg sad pludselig på businessklasse. Rundt om mig tog midaldrende mænd bærbare computere frem. Snart var jeg omringet af søjlediagrammer, strategianalyser, e-mails om fremstød i Canada og Kenya. Der var organisationskort, indkaldelser til bestyrelsesmiddage og kind regards from Peter. xxv ENGLAND FORSVANDT. Sangene vendte tilbage. Sangene som reddede liv. Sangene som blev et liv. Sangene jeg aldrig blev kvit. Så enkelt er det. Så vanskeligt er det. Jeg så England glide ud til højre. Nordsøen rullede ind fra venstre. Vejen hjem. Den lang hjem. Jeg tænkte: Ok, Morrissey, jeg har tilgivet dig. Morrissey, jeg elsker dig. m Crooneren vandt på udebane Morrissey sejrede på en Roskilde Festival præget af mudder, et lidt tyndt program og ukuelige gæster. Han var på udebane, for der var ikke kun hardcore fans i teltet. Alligevel lagde han ud med "Don't Make Fun Of Daddy's Voice" - en b-side de færreste kender. Morrissey slesker ikke for sit publikum, men han var i godt humør (!), og han sang fantastisk. Avisernes anmeldelser varierer fra pænt tilfredse til meget begejstrede. Politiken skriver, at Morrissey er blevet en moden mand og er stoppet med "flirtende mikrofonkast, åbenlys sarkasme og vred energi". Og at det klæder ham, selv om hans optræden havde gjort sig bedre i en koncertsal med nummererede siddepladser: "Det var først til sidst i ekstranummeret 'Irish Blood, English Heart', at han var lige ved at komme til at danse som førhen. Men så tog han sig i det og fortsatte med at vise en ny sympatisk og nok mindre krukket side af sig selv. Publikum ville vist hellere have haft den gamle. Men måske bliver det ham, der har fat i den lange ende til sidst." Fyens Stifttidende kalder ham "en playboy i topform" og bandet for ekstremt velspillende. Også selv om guitaristen Alain Whyte var sygemeldt: "Helt uforglemmelig var The Smiths-nummeret 'There Is A Light, That Never Goes Out', hvor teksten til et af de smukkeste omkvæd i rockhistorien underbygger Morrisseys særlige univers." Ekstra Bladet konstaterer blot, at Morrissey ligesom andre publikumsmagneter (Nephew, NERD og Franz Ferdinand) var fejlplaceret, mens Berlingske Tidende giver fire ud af seks stjerner: "Vist var det rart, og min sidemand sang da også med på det meste – som langt hovedparten af 20.000 i teltet og velsagtens halvt så mange udenfor. Men Morrissey kom, til trods for sit høje bundniveau, aldrig helt op at ringe med Skt. Peters klokker i himlen." Jyllands-Posten skriver, at "Han skulle have spillet på festivalen for 20 år siden som en del af The Smiths. I festivalens største telt mødte Morrissey på egen hånd sine fans med kommerciel og kunstnerisk styrke." og at "First Of The Gang To Die" er et "selvlysende eksempel på Morrisseys tæft for en spændende, anderledes fortælling, sunget med sin måske stærkeste vokal nogensinde." Der var dømt sejr med "I Know It's Gonne Happen Someday" og "I Have Forgiven Jesus" som andre højdepunkter. Næste gang vil jeg se ham på hjemmebane. Sætlisten: Don't Make Fun Of Daddy's Voice/ Shakespear's Sister/ How Can Anybody Possibly Know How I Feel/ Let Me Kiss You/ I Know It's Gonna Happen Someday/ The Headmaster Ritual/ Such A Little Thing Makes Auch A Big Difference/ I Have Forgiven Jesus/ There Is A Light That Never Goes Out/ The First Of The Gang To Die/ The World Is Full Of Crashing Bores/ All The Lazy Dykes/ Noone Can Hold A Candle To You/ Rubber Ring/ Subway Train, som gled over i Everyday Is Like Sunday/ I'm Not Sorry/ Irish Blood, English Heart.
|
|||||||
