Hvem er the Smiths




	It's time, the tale were told I 1987 gik en mand ind på en radiostation i Denver med et gevær. Han pegede på discjockeyen og beordrede ham til at spille plader med The Smiths de næste fem timer. Den slags må man jo egentlig ikke, men inderst inde forstod jeg ham godt. Her var endelig et band, som ikke gik i modetøj, og som indrømmede, at de ikke havde styr på kærligheden, livet og karrieren. Her var et band med en genial guitarist og en velsyngende frontfigur, som gik sine egne veje. The Smiths fra Manchester var et af 80ernes bedste og betydende bands, og det var ikke for sjov, at det toneangivende britiske musikblad New Musical Express i 2002 kårede The Smiths til det mest indflydelsesrige band i bladets 50-årige historie. The Beatles blev nummer to. Syng dit liv Sangeren Morrissey mødte guitaristen Johnny Marr ved en koncert med Patti Smith, og bandet tog sit navn efter hende. I foråret 1982 havde Marr banket på Morrisseys dør, og en time efter var de i gang med at skrive sange sammen. Samarbejdet holdt i fem år, og mange af sangene blev klassikere. De to blev bandets kreative kraftcenter. Johnny Marr indspillede melodier på kassettebånd, som Morrissey satte tekster til, inden hele bandet blev samlet. Adskillige musikere gik ind og ud af bandet, inden trommeslageren Mike Joyce og bassisten Andy Rourke blev faste medlemmer. I 1983 fik bandet kontrakt med pladeselskabet Rough Trade Records, der udsendte den første single ”Hand In Glove”. I november samme år kom singlen ”This Charming Man”, som nåede Top 30 i England og for alvor fik musikpressen til at finde de store gloser frem. Begge sange var med på debutalbummet ”The Smiths”, som så dagens rampelys i 1984 og fik fantastiske anmeldelser. Liljer i baglommen - pressen på nakken The Smiths var beviset på, at det kunne lade sig gøre at spille rock på sin egen måde, og at man ikke behøvede et stort pladeselskab til at designe tøjet og karrieren. I modsætning til tidens idoler som Duran Duran, Culture Club og Spandau Ballet og resten af mtv-poppen handlede sangene om det at være menneske. Om at være ung, ensom og måske endda deprimeret. Under koncerterne var fansene velkomne oppe på scenen, og det kunne give tumultagtige tilstande, når op mod 50 unge dansede rundt deroppe midt under en sang. Men The Smiths ønskede ikke at skabe afstand til deres fans, og de fik også adgang til omklædningsrummene bagefter i stort tal. Her var et band, der tog sit publikum alvorligt og skrev sange om deres liv. Ikke alle forstod eller ville dog forstå The Smiths. En ting var, at Morrissey kunne finde på at optræde med høreapparat eller påskeliljer i baglommen. Sådan nærmest bare fordi... Den kulørte presse antydede, at ”Hand In Glove” forsvarede overgreb børn. Morrissey afviste rygterne. Også ”Suffer Little Children” fra debutalbummet var kontroversiel, fordi den handlede om børn, som var blevet dræbt i af de såkaldte Moors Murderers i 60erne. Nogle mente, at man ikke kunne være bekendt at skrive sange om den slags. Men kritikken stoppede, da et af ofrenes mødre stod frem og støttede Morrissey, og de to blev endda venner. Kød er mord Samme år udkom albummet ”Hatful Of Hollow”, som var en samling af b-sider og radiooptagelser fra BBC med mere. Med var Smiths-klassikere som ”Heaven Knows I’m Miserable Now”, ”How Soon Is Now?” og “William, It Was Really Nothing”. Selv om det primært var gammel vin på nye flasker, var “Hatful Of Hollow” med til at fasttømre statussen som kultband. The Smiths andet ”rigtige” album ”Meat Is Murder” blev boycottet af mange varehuse på grund af særdeles kontroversielle tekster. Titelnummeret var en protest mod at spise kød og slagte dyr, og Morrissey sang om mishandling af børn i hjemmet og i skolen (”Barbarism Begins At Home” og ”The Headmaster Ritual”). Balladen kunne dog ikke overskygge, at albummet var en musikalsk milepæl. Efter singlerne ”Shakespeare’s Sister” og ”The Boy With The Thorn In His Side” og en stor turné i Storbritannien kom det, som mange kalder gruppens bedste album. En del mener endda, at ”The Queen Is Dead” fra 1986 er det bedste album i rockens historie. Det er spækket med klassiske Smiths-sange fra det kontroversielle titelnummer til ”Bigmouth Strikes Again”, ”There Is A Light That Never Goes Out” og ”I Know It’s Over”. Gruppen fik sit første Top 20-hit i USA med ”Panic”, og hjemme i England udsendte gruppen singler som ”Ask”, ”Shoplifters Of The World Unite” og ”Sheila Take A Bow”, som var med på opsamlingsalbummet ”The World Won’t Listen”. En misvisende titel, selv om bandet kun lavede ganske få musikvideoer, for gruppen var i kreativ og kommerciel topform. Vi ses i retten Alligevel lakkede det mod enden. Den tidligere Aztec Camera-guitarist Craig Gannon var i en periode med i The Smiths og røg ud igen, Andy Rourke var ude af bandet på grund af heroinmisbrug i tre måneder og kom så med igen, og Johnny Marr var involveret i et alvorligt biluheld. Heller ikke musikalsk var det lutter lykke, selv om kvaliteten stadig var meget høj. Johnny Marr var utilfreds med gruppens musikalske udvikling, og Morrissey kritiserede hans melodier. I august 1987 kom den officielle meddelelse om et brud, og kort efter fulgte gruppens sidste rigtige album ”Strangeways, Here We Come”. Det var et værdigt farvel med sange som ”Girlfriend In A Coma” og ”Last Night I Dreamt That Somebody Loved Me”. Tiden efter brudet var derimod ikke præget af værdighed. Joyce og Rourke sagsøgte Morrissey og Marr, fordi sangskriverne havde fået 40 procent hver af koncertindtægterne, mens trommeslageren og bassisten kun fik 10 procent hver. Senere fik Joyce og Rourke gennem retssager tilkendt meget store beløb. Britpoppens fædre Morrissey har udgivet syv rigtige albums fra 1988-2004 som solist. Hans popularitet og anmeldelser kan ikke matche The Smiths, men der er masser af sologuld. Johnny Marr har spillet med navne som The The og Pet Shop Boys, er en fast del af Electronic, og udgav sit første album under eget navn i 2003. Mike Joyce og Andy Rourke har begge blandt andet spillet med Sinead O’Connor, men har ikke sat dybe musikalske spor efter The Smiths. Men som Johnny Marr har sagt med klædelig ubeskedenhed "Der er ikke mange bands udover Rolling Stones og The Beatles, der som os både var et godt singleband og albumband. Vi var begge dele. Hele tiden". The Smiths har stadig mange dedikerede fans, og mange kunstnere har ladet sig inspirere af gruppen. Suede, Gene, Badly Drawn Boy Stone Roses, Divine Comedy, Pulp, Jeff Buckley... Der er et lys, der aldrig går ud! tilbage til toppen