|
Musik kan ændre verden, og det gør den. Her på siden fortæller mennesker af kød og blod, hvorfor The Smiths er blandt de vigtigste ting i livet.
Frode Grytten
Ryan Adams
Christian Juncker
Den norske forfatter Frode Grytten er meget stor fan af The Smiths, hvilket præger hans roman "Bikubesang", der siden har inspireret til et teaterstykke. Jeg synes, hans betragtninger om The Smiths rammer lige på kornet. Denne artikel er skrevet af den norske journalist Kjetil S. Østli og er første gang bragt i magasinet Oslopuls i september 2003. Artiklen bringes her på siden med journalistens tilladelse.
The Smiths' venner
Uten den britiske popgruppen The Smiths hadde ikke boken eller teaterstykket "Bikubesong" eksistert. Forfatteren, regissøren og orkesterlederen forsøker her å forklare hvorfor.
Advarsel: Disse tre er skamløse typer. De vil verve deg inn i Smiths' venner.
Frode Grytten (forfatter av boka "Bikubesong"): - Det var en elektrisk vårdag i Bergen i 1984. Jeg kjøpte den første Smiths-plata og bar den som en baby hjem. Etter det var det ingen tvil. Både boka og jeg er gjennomsyret av The Smiths. Jeg ser på "Bikubesong" som et eneste stort litterært Smiths-album.
Lasse Kolsrud (regissør på teaterstykket "Bikubesong"): - Da jeg leste "Bikubesong" og passasjene om Smiths-vokalisten Morrissey, trodde jeg det var feil. Jeg trodde Frode tenkte på Van Morrison eller Jim Morrison. For The Smiths hadde gått meg hus forbi. Da jeg begynte å lytte, hørte jeg at dette ikke lignet noen annen popmusikk. Jeg bruker 12 Smiths-låter i
stykket. Men det er ingen musikal! Sangene i stykket kommenterer hovedpersonens sinnstilstand. Morrissey tenkte på "Bikubesong" da han skrev disse tekstene.
Rune Berg (orkesterleder og medlem av The Margarets og Number Seven Deli): - Det var i 1989. Alex (vokalist i Smiths-inspirerte The Margarets, red. anm.) ga meg en kassett. Sang nummer fire het "Girlfriend In a Coma". Da var jeg solgt.
Sangen, sorgen og latteren
Det er litt rart. At et litt hemmelig band som eksisterte i en liten periode mellom 1983 og 87, med en drøss sanger om sosial angst, setter så stort preg på den norske kunstscenen 15 år etter. 12 Smiths-låter binder sammen teaterstykket "Bikubesong", som nå går på Det Norske Teatret. Kritikerne elsket det. En anmelder gledet seg sågar til neste dag, for da kunne han se det en gang til. Alle hevder hovedpersonene synger mystisk likt den legendariske vokalisten Morrissey. Men hva er det med dette bandet?
Kolsrud: - De tør for eksempel synge om å være sjenert! Eller det å tape foran sitt hjemmepublikum. Smiths har noe veldig ekte og gjenkjennelig som går langt utenpå den overfladiske MTV-popen. Noe dypt menneskelig.
Grytten: - Smiths viser frem sårbarheten og menneskers mangel på evner. Morrissey synger om det å være menneske. Endelig innrømmet noen at de ikke hadde kontroll over livet, karrièren eller kjærligheten. Endelig noen som sa det! De var på vårt parti! Tematisk sirkler tekstene rundt vanlige folks liv. Helt motsatt av hva det meste av samtidskunsten gjør. Kunsten dyrker i stor grad frem det ekstreme. De som lever vanlige liv, er usynlige i mediene og kunsten. Folk er hele, men det får de ikke være i aviser eller på TV. De blir redusert til halve mennesker, til klisjeer: skurker, helter, overgriper, offer. Målet med kunsten er etter min mening å vise hele mennesket. Ingen gjør det bedre enn The Smiths.
Berg: - Det er en forskjell på å være lytter og fan. Etter å ha analysert og tolket de 12 låtene, er jeg blitt større Smiths-fan. Jeg la merke til nye detaljer. Små signaturer i hver låt. De gjør så mange merkelige valg, som tilsynelatende ikke skulle låte fint. Så svinger det som bare det likevel. Det gir meg enda større respekt.
- Det er noe svært mørkt over låter som "Last Night I Dreamt That Somebody Loved Me" og "Heaven Knows I'm Miserable Now". Må man ha trøbbel for å like The Smiths?
Grytten: - Morrissey sier "Jeg er en positiv stemme". Det er alltid et lys i sangene. "Therés a light that never goes out". Konsumpop er falsk, for den mangler mørket.
Berg: - Og Smiths har masse humor.
Grytten: - Det er så mange som hater Morrissey. Han var/er en folkefiende. Han er farlig for alle som ønsker å tro at verden bare er vakker. Morrissey beveger seg så nær sannheten at det blir skummelt for mange. Men Smiths har flere fans nå enn da de drev på. Så de er ikke så hemmelige.
Berg: - Men den sosiale inkompetansen fansen føler og kjenner seg igjen i, er et hinder for misjoneringen. Å digge Smiths er det samme som å si at man har problemer.
Grytten: - Alle har problemer. De som ikke innrømmer det, lyver. Men kjendiser som får uttale seg i mediene er alltid på topp. De har hattproblemer, vært gjennomen krise. De sitter på Dorthe Skappel-show og viser frem en kontrollert og vellykket side. Det er en falsk og manipulert virkelighet.
Kolsrud: - Det var viktig å få med mange ulike sinnsstemninger i stykket. Sårbarheten fra The Smiths har smittet over til Frodes bok og over til teaterstykket. Både latteren og gråten.
Grytten: - "Sorrow is fun". Gråten og latteren sitter på samme plassen i halsen. Humor uten sorg er kjedelig.
- Har du noensinne blitt sviktet av The Smiths, Frode Grytten?
Grytten: - Ja. Høsten 1987. Bandet ble oppløst. Jeg følte en voldsom sorg som jeg ennå ikke har kommet over. Hvordan kunne de gjøre det? Det har jeg tenkt mye over - og slått meg til ro med at det var greit. De var så bra når de holdt på, og nå slipper jeg å frykte pinlige gjenforeninger.
- Det høres nesten ut som du snakker om en ekskone?
Grytten: - Nei. Det er forskjell på kona og The Smiths.
Berg: - Ja. The Smiths skrev bedre tekster.
"Bikubesong" går på Det Norske Teatret frem til 16. oktober
Ekstraforestillinger av Bikubesong
Etter at "Bikubesong" fikk knallkritikker, er det nesten ikke billetter igjen til forestillingene på Det Norske Teatret. Men teatersjef Vidar Sandem lover at det blir satt opp ekstraforestillinger etter at ordinær spilleperiode med 30 forestillinger slutter 16. oktober. "Bikubesong" er basert på den novellistiske romanen til Frode Grytten (bildet). Den handler om innbyggerne i Murboligen i Odda. Forestillingen er dramatisert av skuespiller Lasse Kolsrud som debuterer som regissør.
Ryan Adams & The Smiths
Den fremragende amerikanske sanger og sangskriver Ryan Adams er stor fan af The Smiths og Morrissey. På albummene ”Love Is Hell Vol. 1 og 2” får han hjælp af John Porter, som var tekniker og producer på en række The Smiths-sange.
Ryan Adams sang kor på Beth Ortons "Concrete Sky" fra albummet "Daybreaker". "Concrete Sky" er skrevet af Beth Orton og Johnny Marr, som sang kor på demoen. Men han var på turné, da nummeret skulle indspilles, og derfor ringede hun til Ryan Adams i stedet. På et eller andet tidspunkt må Marr og Adams mødes.
Smiths er romantisk
Ryan Adams’ favoritband er The Smiths, fortalte han Jyllands-Posten i december 2003.
"Alle sange, som The Smiths skrev, er fantastiske. Det er svært at forklare hvorfor. Men det var et fantastisk band, som var meget romantisk, og jeg elsker romantisk musik. De var ikke som noget andet dengang. Det lød utrolig friskt, og gør det stadig, og så var der utroligt meget humor i musikken", sagde Adams, der fortalte, at hans Smiths-favorit er "That Joke Isn’t Funny Anymore" fra ”Meat Is Murder”.
Studerer Marr
I et andet interview har Ryan Adams kaldt sin sang ”Anybody Wanna Take Me Home” fra albummet ”Rock’n’Roll” en hyldest til The Smiths.
Sangen "Chin Up, Cheer Up" fra "Demolition" har han kaldt en blanding af bluegrass og The Smiths. I den forbindelse sagde han, at akkorderne var inspireret af Johnny Marr - "I'm still studying that guy".
Han hylder både Marr og R.E.M.s Peter Buck for på én gang at gå nye veje og at kreere en umiddelbar, nostalgisk lyd. Ligesom The Byrds.
Skænderi om Morrissey
Adams-albummet ”Heartbreaker” fra 2000 indledes med en diskussion med titlen
”Argument with David Rawlings concerning Morrissey”. Her er teksten, som handler om "Suedehead".
D: Naw, Bona Drag, baby
R: no, no, it's Viva Hate
D: No, I looked!
R: It's on Bona Drag, cause it was a single!
D: Two... off..
R: But it's, it's the sixth track on Viva Hate
D: It's on Viva Hate too?
R: Mm hmm! Suede head yeah...
D: Cause I looked for it the other day...
R: Yeah, it's on there
R: But it's on Bona Drag cause Bona Drag is a collection of all his singles
after the first couple of...
D: I dont think it's on Viva Hate man, we'll have to look when I get home
R: Uhhh... Betcha five bucks. I'd swear it
D: I'll take that bet
~both laugh
R: Okay, it's on there!
~ Couple notes on the guitar play, hear Ryan strumming...
R: 1, 2... Oh! Soda...
~Random noises from the guys in the background
R: ~in hilarious British accent~ Eth, Eth's go' a mouf full o' cookies!
~Guys all giggle hysterically
B: Bum licker! [omg, why? lol]
Someone: Eth got beat up by fascists and left for dead (he has the accent Ryan was mocking)
R: LEFT FOR DEAD!
"Suedehead" var Morrisseys første single og er med på debutalbummet "Viva Hate"...
Morrisseys danske discipel
Christian Junckers møde med en karismatisk sanger har præget hele hans karriere
Den sympatiske, splejsede og socialrealistiske sanger Christian Juncker har høstet stor anerkendelse for sine causerier over det danske samfund. Mest iørefaldende var hans præcise beskrivelse af Mogens og Karen lidt længere nede af vejen.
For snart 20 år siden passerede han selv en lignende vej. Han skulle besøge sin storebror. Det skulle blive et visit, der for altid ændrede den lille drengs syn på musik.
- Jeg var 11 år, første gang jeg hørte Morrissey synge på The Smiths-albummet ”The Queens Is Dead” i 1986. Jeg var på besøg hos min syv år ældre bror, der allerede var flyttet hjemmefra. Han boede på et ungdomsværelse lige over for vores lejlighed og var min eksponent for den gode musiksmag, som det ofte forholder sig mellem små og store brødre, fortæller Christian Juncker.
Højt pandehår
Denne aften blev Christian bedt om at lægge ører til et nyt album. Men ikke hvilket som helst. Det var albummet. Når han fortæller om det, gibber det stadigvæk i ham.
- Jeg var mildest talt henrykt. Jeg følte simpelthen, at det her var den rigtige musik. Jeg følte, at jeg havde mødt den eneste ene og husker så tydeligt, hvordan jeg sad og knugede det grønne cover i hånden, fortæller Christian Juncker indlevende.
Selv om ikke han var nogen ørn til engelsk, så konkluderede han, at sangene var enormt sigende.
- Ham manden med det høje pandehår, ham, der sang som en utålelig krukke, han fik bare brikkerne til at falde på plads i mit univers, husker Christian Juncker.
En Elvis
Til trods for, at han end ikke var kommet i puberteten, var han meget optaget af musik og havde sin ugentlige tur til Odense Musikbibliotek, hvor han tog ned og lånte 30 plader, som han så hørte igennem fra ende til anden.
- Jeg var besat af musikken. Så meget, at jeg nogle gange tog derned flere gange på en uge. Jeg fik ret hurtigt en passion for den der sortrandede, 1980'er-romantiske musik, der voksede ud af punken. Når alle mine jævnaldrende hørte Wham og Level 42, svømmede jeg væk med The Smiths. På en måde var jeg præcis som Morrissey. En misfit. Jeg følte i hvert fald en sjælelig samklang med hans musik, som var yderst original. Og selv om han var en del af et band på den tid, så var det udelukkende ham og hans karismatiske, stærke fremtoning, som jeg blev draget af. Visuelt og verbalt er han ”the king”. En Elvis. En abnorm krukke, der med svingende hofter var totalt utilnærmelig, drømmer Christian Juncker.
Gudestatus
I sin senpubertet søgte Christian Juncker efter sin rette identitet og en knage, han kunne hænge sig selv op på. Sideløbende spillede han i bandet Bloom. Og de lod sig mildt påvirke af forsangerens lidenskab for Mister Morrissey.
- Jeg vil ikke sige, at vi tyv-stjal, men jeg var meget inspireret af Morrissey og forsøgte intenst af finde den lille udgave af ham inde i mig selv. Den tanke tror jeg, de fleste unge kan nikke genkendende til. Måske bare med Lennon, Jagger eller Bowie. Man prøver at hoppe med på en galej for at slippe uden om det der teenagebesvær, hvor man ikke kan finde sig selv. Så er det sgu da nemmere at reproducere en eller anden karikeret figur, som man er fascineret af eller måske lige frem forelsket i, konstaterer Christian Juncker.
Et mysterium
Til trods for sin dedikation har han blot overværet to Morrissey-koncerter.
- Min kæreste har stået så tæt på ham, at hun kunne dufte ham. Og jeg har selv et stykke af en trøje, der en gang blev revet i stykker til en koncert. Det er lidt hysterisk. Sådan er det at være fan. Faktisk har jeg også playlisten fra den anden koncert. Som 15-årig forgudede jeg virkelig manden, så han har i den grad præget mig som person og faktisk også som kunstner. Han har påvirket mig ad helvede til, erkender Christian Juncker.
Da han efter noget tid med visuelle udskejelser til sine koncerter fandt nok i sig selv, lod han sig inspirere af Morrisseys kompromisløse, ydmyge og samtidig arrogante facon til at skabe et tekstunivers.
- I sine sange formår han både at være totalt selvudslettende og totalt overlegen. Med ham træder man ind i et rum, hvor han kan fremstå så ufatteligt firkantet, helt umulig at indgribe og samtidig som et mysterium, jeg stadig ikke har fundet hoved eller hale i. Det er vildt forvirrende. Men ekstremt inspirerende, understreger den nu emigrerede fynbo.
Åndeligt slægtskab
På Morrisseys seneste album svinger han sig i Christian Junckers øjne op på en piedestal med sangen ”I Have forgiven Jesus”.
- Han sætter sig selv i et guddommeligt lys. Det kan virke smagsløst, men det beviser sproget og tekstens styrke i sange. Jeg prøver overhovedet ikke at tillægge mig hans udtryk. Jeg misunder bare, at han med så få ord kan sige så meget, slår Christian Juncker fast.
Og når man som ham elsker Morrissey, så vil man jo gerne have, at andre skal høre det.
- Man vil jo gerne dele sin glæde, når man oplever noget godt. Ligesom man gerne vil have, andre smager noget fantastisk mad, man har smagt. Og man kan jo også opnå en form for samhørighed gennem musikken. Jeg føler i hvert fald, at man kan mødes i en form for åndeligt slægtskab, forklarer han.
Selv om han fortærede og fordøjede Morrissey i en tidlig alder, så jagter han stadigvæk noget. Sandheden.
- Både med og uden Morrissey mangler jeg noget i mit liv. Men han har givet mig ufatteligt meget. Dels lysten til at udtrykke sig, dels en viden om, at når det ser sortest ud, så er der håb både som privatperson og kunstner. Så selv om han er en underfundig pessimist, har han indgydt mig en masse tro på, at det hele nok skal gå, forklarer Christian Juncker.
Religiøst dogme
Skal Juncker fremhæve en enkelt linje fra hele Morrisseys omfattende sangkatalog, bliver det fra sangen ”There Is A Light That Never Goes Out”. De lyder: “And if a double-decker bus/ crashes into us/ to die by your side, is such a heavenly way to die/ And if a ten-ton truck/ kills the both of us/ to die by your side, well, the pleasure - the privilege is mine”.
- Det handler om død og trafikuheld, men beviser, at man selv i de mest sorte øjeblikke kan finde håb. Og det er meget centralt for Morrissey. Den sang er en form for læresætning for mig, uden at det skal forstås som noget religiøst dogme. Det er bare så pissegodt, roser den danske discipel.
Selv om Morrissey har mange år på bagen, synes Christian Juncker stadig, han er enormt aktuel. Det seneste album ”You Are The Quarry” gjorde sig i hvert fald godt på anlægget i hjemmet på Nørrebro.
- Jeg synes stadig, at han er enormt dygtig til at skabe musik. Foruden at være en flot mand. Uden at lyde homofil, så kan jeg ikke få øjnene fra ham. Måden han gestikulerer på, og måden han bevæger sig på. Hans intense blik. Det hele er så spændende og tiltrækkende, uden at det skal ende med sex. For det vil jeg helst være fri for, cementerer Christian Juncker med et smil.
For ham står den 46-årige Morrissey som det evindelige mysterium.
- Jeg har på fornemmelsen, at ingen i verden kender ham helt. Og måske derfor forbliver han så interessant, filosoferer Christian Juncker.
|
